Author: Mark Stoumann

Juncker / Fremmed For Det Meste 

Juncker udgiver sit 9. studiealbum den 12. september.

Han er midt i livet og oplever stadig at stå udenfor. Men med musikken inviterer han indenfor – i et rum bygget af legesyge, skarpsind og følsomhed.

Siden det folkelige gennembrud med debuten Snork City (2004) og indtil Nattergalen Findes (2023) har Juncker igennem årene begejstret både publikum og anmeldere med sine samfundsrevsende, humoristiske og melankolske sange. Nu kommer albummet Fremmed For Det Meste, som markerer en ny kunstnerisk retning og har givet ligeså meget plads til overraskende eksperimenter som det gode hook og stærke omkvæd.

“Jeg har lavet en plade, der på alle måder tager udgangspunkt i min egen fremmedgørelse. Alt i verden virker så overdrevet og alligevel så underfrankeret. Jeg kan simpelthen ikke følge med. Jeg forstår ikke den massive brug af autotune, alle krigene og TikTok, eller hvorfor der skal en Twix oven i din donut. Mine nye sange udspringer fra følelsen af spændet mellem mig og verden, min fortid og nutid.”

For Juncker har sammenstødet mellem fortid og nutid altid været en fast følgesvend i musikken.

“Med mine barnsben godt plantet i underklassen i Odense kender jeg alt til at føle mig fremmed – og uønsket. En følelse, der ikke forsvinder, selvom man gennem årene er kravlet op til middelklassen med stakit, kernefamilie og en klog brille. Man hænger i – og hænger samtidig til tørre. For hører man nu også til? Ikke rigtigt. Hverken i underklassen eller middelklassen – hverken i de stereotypt maskuline værdier eller i boheme-hørbuksen”.

Musikalsk er Fremmed For Det Meste både eklektisk og helstøbt – et forsøg på at forene playlistens fragmenterede og lystbetingede natur med albummets klassiske sammenhæng og værkhøjde. Genrer, stemmer og virkemidler bliver taget ind og forvandlet fra at være fremmedelementer til at skabe helheder. Og den musikalske outsider flytter på den måde ind i et sammenbragt fællesskab.

”Her midtvejs i livet troede jeg, fortiden ville være passé. Men jeg er i stedet landet i en cyklus af paradokser. På mange måder er det her min mest progressive plade – men selv hér har jeg hentet brændstof i fortidens små opladestationer. Jacob Frøhlich, som spillede guitar i mine gamle bands – Bloom og Junior – deler jeg studie med i dag, og jeg kan mærke, at mit gensyn med ham har fyret gevaldigt op under min fandenivoldskhed og resterende ungdommelige mod og legesyge”.

Åbningsnummeret Hvis Du Ville er med sin upolerede lyd og enkle arrangement en blid introduktion til hele pladens tema: at føle sig fremmed for det meste, midtvejs i livet, i en verden, der koger over af konflikter – med en drøm om, at vi stadig kan redde noget gennem dialog og håb. Sangen slutter med en brat musikalsk opvågnen. Herefter folder albummet sig ud som en række refleksioner over tid, ensomhed, sprog, kærlighed – og overlevelse. Buzzwords sætter lys på et sprogligt tomrum, hvor låneord og prestigejargon slører og afslører virkeligheden. Orkestermassegrav skejer ud i et clash mellem euro-dance og black metal i et satirisk spark til det algoritme-alter, kunsten i disse år ofres på.
Det sproglige overskud og det musikalske spænd trives med andre ord hos Juncker, som netop er fyldt 50. Singleforløberen De Mest Ensomme Mennesker er en duet med Lukas Vanggaard, hvor Juncker bruger humoren og legen til at levere en rocket, omkvædsbåret sang om at tale åbent om ensomhed for at komme den til livs. Vi Tog Verden Med Storm er en hyldest til alle de outsidere, der har kæmpet for og fundet kærlighed og succes ved netop ikke at passe ind.

Den evige outsider-uro blev allerede formuleret i Mogens og Karen (2004), som mange opfattede som national ligusterkritik – men som for Juncker handlede om at kigge på verden og aldrig rigtig føle sig som en del af den. Her 20 år senere lever følelsen videre – nu også i forhold til fremtiden, som han beskriver som et “syregrønt monster” ude i horisonten.

Den uro høres i Ubetinget Kærlighed – en sang om længslen efter kærlighed uden krav, selv når man ikke føler sig værdig til den. Og i Vi elskede hinanden (mere end nogen kunne love nogen), hvor tvivlen og selvkritikken flytter med ind bag ligusterhækken og afslører, at det voksnes land heller ikke har alle svarene.

“Jeg troede voksenlivet var statisk, at når man fyldte 30, så var man færdig. Men vi bygger hele tiden ovenpå, mens man bare mærker den samme lille person indeni.”

Fremmed For Det Meste finder sin sikkerhed i musikken – i et opgør med styrkekrav, betydningstab og stræben efter ensretning. Med sort humor og selvindsigt kigger Juncker på livets paradokser set fra midtbanen – og med vanlig sans for at kommunikere det svære med ulidelig lethed får vi allesammen lov til at være med på holdet.

“Jeg tror stadig, når jeg ser landskamp, at spillerne er på min alder, og at jeg ville kunne være med, at jeg ville have kunne score på de brændte chancer… man er jo den samme indeni. Man ligner bare en lille pose lort uden på.”

Photo credit: Christian Klinkholm.