Author: Søren Weiss

Pligten Kalder

Johan Olsen, Torben Steno , Peter Jessen og Søren Mikkelsen

præsenterer original og frygtsom dansk musik. De gør det endda med et elakstikdrevet orgel fra en meget brun fortid. Optiganet er del af Pligten Kalders unikke grundstemning. Måske ligger det danske gemt i en dystert vibrerende balance mellem det storslåede og konkrete. Alvor for sjov og sjov med alvor. Pligten Kalder laver seriøse og sorte sange med underfundige understrømme, men man behøver ikke blive ked af det, og man må godt have det sjovt imens.

Torben Steno bestyrer orglets omdrejningshastighed (hvilket bestemmer tonearten) og øvrige tangenter med hård hånd.

Johan Olsen er tristesse-troubadouren med velkendt magtfuld vokal og ekstra godt grus i ganen,
mens

Peter Jessen på hæsblæsende klarinet/mezzosopran-sax er det virtuost omfavnende imellem de to andre flaksende mandesjæle. Hans spil er i øvrigt det hele værd i sig selv.

Bunden lægges solidt af geniet fra Glamsbjerg, kontrabassisten, pianisten m.m. Søren Mikkelsen.

Pligten Kalder ligner heldigvis ikke ret meget andet på den danske scene. De er kendt for at skabe magiske øjeblikke og komiske øjeblikke – ikke mindst mellem de triste sange. Her får Steno og Olsen sig som regel en anekdotisk snak om alt eller intet, mens Peter bevarer roen for alle.

Rebekka Thornbech

‘Stilsikker, dansk Americana – Albummet ’A year in a life’ Repræsenterer et skridt op ad rangstigen. Den kunstneriske nerve er mere evident, fokus mere åbenlydt og utvetydigt.’ GAFFA, Ivan Rod ****

’Har man kærlighed til country eller roots lurende i blodet kan det være direkte svært ikke at falde for Rebekka Thornbech. Fra start til slut emmer ’A year in a life’ af personlighed og viljestyrke – og ikke mindst af en evne til musikalsk at favne den mangfoldighed som rent faktisk kan forefindes i den ellers ret traditionsbundne country genre. Man kan vel sige, at hvis
Dorthe Gerlach og Ester Brohus hidtil har været ’Toppen af (country)poppen’ – ja, så har klubben fået et nyt medlem.’ Side 33 *****

Rebekka Thornbech er et veletableret navn på den danske scene for Nordic Indie-Americana og hun har udgivet tre albums til flotte anmeldelser og masser af airplay på særligt P4 og P5.
Derudover har hun tourneret i landet de seneste år med sine to søstre og resten af hendes bluegrass-inspirerede band, der byder på en autentisk konstellation med guitar, mandolin, kontrabas, perc. og vokalharmonier i verdensklasse. Rebekka har taget den amerikanske sangskrivertradition fra Nashville med hjem til Danmark, hvor hun formår at sammensmelte
americana-kulturen med de nordiske traditioner i et unikt og usammenligneligt kunstnerisk udtryk – Nordic Country.

Rebekkas stærke og nærværende vokal, hendes søstres smukke harmonier og hendes ørehængende og vedkommende, melodiske sange er en sjældenhed og noget der skal opleves.

Facebook

The Victim

Den 28. februar udkommer den længe ventede opfølger til The Victims første ep Letting Go fra 2017. Det er pladeselskabet Target Group, der sammen med The Victim står bag udgivelsen, som også er en EP bestående af fem sange, og som bærer navnet When Everything Is Over (part one). EP’en er den første af to udgivelser fra The Victim i 2020.

Hvor Letting Go havde et meget intimt udtryk, maler The Victim med noget større penselstrøg på When Everything Is Over (part one). Kenneth Nefling, som er manden bag aliaset The Victim, tager som sangskriver udgangspunkt i sit eget liv og reflekterer over fortid, nutid og fremtid.
Ep’en lægger ud med sangen “Wolf and Sheep”, som handler om at se kærligheden i øjnene med frygt, for hvad den kan medbringe, men også med lyst til at kaste sig ud i det uvisse. “Closure” er en klassisk break up fortælling, om et forhold på randen af at blive afsluttet.
“Love is Just a Stranger” skrev The Victim tilbage i 2016 om et desperat forsøg på at finde den helt store kærlighed i en periode, hvor han i virkeligheden burde tage den med ro og kigge indad.

Næstsidste sang på ep’en, “Someone Else”, er en mørk og storladen ballade, som tager fat i tunge følelser som mindreværd og en konstant frygt for at blive forladt, fordi man ikke er god nok. Ep’ens afsluttende nummer “Go With Your Heart Open” har allerede har fået en del spilletid på P4 og P5. Omkvædet til sangen blev til i en drøm, hvor The Victim befandt sig i en kirke og hørte nogle musikere stå og spille et catchy og dybfølt omkvæd. Da The Victim vågnede fra drømmen, skyndte han at skrive omkvædet ned, og så skrev resten af sangen næsten sig selv.

“Indspilningsprocessen har været interessant denne gang, da alle sangene i udgangspunktet er ret forskellige, så at få samlet udtrykket og skabt en så komplet lytteoplevelse med kun fem numre, har været en kæmpe udfordring, som jeg synes, min producer Anders Overgaard og jeg, er sluppet godt fra. Målet med ep’en er, at få folk til at føle noget, først og fremmest ved at lytte til musikken, men også ved at de forhåbentlig kan spejle sig selv i dele af teksterne.” Udtaler The Victim.

When Everything Is Over (part one) er fra den 28. februar tilgængelig på diverse streamingtjenester.

 

 

 

 

Trouble Is

Trouble Is er en bluesrock-duo bestående af Mathias Heibøll Østlund (guitar/sang)og Poul Valdemar Prahl (trommer). Med stor inspiration fra Tyler Bryant & The Shakedown, Philip Sayce, John Mayer og Pink Floyd, skaber de to venner et energisk, ungt take på den traditionsrige genre. Duoen udvides til en kvartet ved koncerter, med tilføjelsen af bas og keys.

Mathias er hjemvendt efter tre måneders musikalsk dannelsesrejse gennem USA, hvor han deltog i jam-sessions på røgfyldte klubber i henholdsvis Chicago, Memphis, New Orleans & Austin. Efter hjemkomsten pakkede han guitaren og flyttede fra Nordfyn til København, hvor han landede i en lejlighed hos sin gamle ven Poul Valdemar. Poul Valdemar havde fra tidligere projekter allerede stor erfaring som sangskriver og trommeslager, og i en lejlighed på Amager fødtes Trouble Is gennem en fælles kærlighed til den traditionsrige Blues og Rock n’ Roll.

Duoen havde release på deres debut EP “Here to Stay” i Januar 2019, og har efterfølgende haft hele 13 koncerter over sommeren på deres første Danmarks turné. De deltog og vandt blandt andet Tinderbox Band Battle, hvor de fik lov til at åbne Tinderbox festival om lørdagen.

Bandet har brugt efteråret og vinteren i 2019 på at skrive og komponerer nyt materiale til deres debut album. Indspilningerne til albummet gik igang Januar 2020 i Mørkværk Studios, og er i skrivende stund færdige. Grundet Covid-19 har bandets sommerturne i 2020 været aflyst. I stedet er tiden gået med at skrive en masse nyt materiale.

https://www.facebook.com/TroubleIsDK