Tag: det sorthvide hotel

Juncker

En anderledes opsamling fra JUNCKER & KONSERVESFABRIKKEN

I dag udkommer det anderledes opsamlingsalbum ”L’esprit de l’escalier 99-13” fra JUNCKER & KONSERVESFABRIKKEN, hvorfra du måske allerede har hørt første single ”Lugtesalt no5” på P4?

 

Der er mange måder, at gøre status på og indenfor rockmusikken er den simpleste at samle en røvfuld skæringer fra ned gennem årerne og smide dem på markedet under bannere som ”Best of Bla-Bla” eller ”Greatest Dit & Dat”. Her kan lytteren så lægge øre til den pågældende kunstners hits, uden ubehagelige overraskelser og med genkendelsens glæde i højsædet. Fred med det. Men man kan altså også gøre som den uforlignelige sanger og sangskriver Juncker og skide på ”plejer” for i stedet samle et hold musikere fra hele spekteret (inklusive jazz, folk og … opera!), døbe holdet Konservesfabrikken og så i dette livlige regi genindspille otte sange fra karrieren, garneret med tre nye kompositioner. Tilmed live i studiet under ledelse af den kyndige producer Anders ”Ormen” Christophersen, som har været med til at føje nye klange til Junckers klangarsenal.

 

Det har med albummet L’esprit de l’escalier 99-13 ikke været hensigten fra kunstnerens side at stable sine hits oven på hinanden, og dem har der ellers været en del af ned gennem årene, lige fra sangen ”Så blev det sommer igen” med Junckers første band, Bloom, blev Ugens Uundgåelige helt tilbage i 1996. Tværtimod har han fravalgt at genindspille sin måske kendteste sang, ”Mogens og Karen”, i denne sammenhæng, for derved at fremhæve andre aspekter af værket. Det vil første række sige den monumentale trilogi, han skabte i midten af nullerne, Snork City (2004), Det Sorthvide Hotel (2006) og P.t. (2007), hvor han gav sit bud på historien om rejsen fra barn til voksen, et værk uden sidestykke i dansk rockmusik. Men så sandelig også det åndeløst betagende comeback fra 2012, Noia Noia, en af de mest indædt udfordrende danske rockplader nogensinde, produceret med tæft og finesse af åndsfællen Henrik Balling. Og så er her endelig også blevet plads til titelsangen fra albummet På Flugt Fra Alting, som udsendtes med orkesteret Junior i 2000. Hvorved cirklen på fornemste vis sluttes.

 

ET UNIKT TALENT

 

Få om nogen dansk sangskriver ejer et vovemod som denne Christian Juncker, der i sin sangkunst nådesløst sætter sig selv hundrede procent ind hver gang. Han skærer ind til benet og går som hunden efter struben i sine forsøg på at omsætte livets gang og ugang her i Dannevang til et sangbart, begavet og medrivende dansk, støvsuget for ligegyldigheder og diverse yndigheder om kærligheden.

 

Udover hans unikke flair for og greb om dansk som sangsprog er Juncker en fremragende komponist, som gerne co-writer med folk han respekterer, men i sidste ende altid med hans egen helt særlige klang, der ikke er til at tage fejl af.

Måske er Juncker ikke så kendt, som han burde være. Måske er han simpelthen for hård en nyser i en musikalsk verden, hvor eventyr, eskapisme og romantik blomstrer på bekostning af erfaring, indsigt og vid. Forhåbentlig vil L’esprit de l’escalier 99-13 ændre på dette. For bliver man ikke et bedre menneske af at lytte til denne Juncker, bliver man lidt klogere på hvad det vil sige at være et sådant. Menneske, altså. Her og nu i krisens Danmark. Det har vi virkelig brug for. Virkelig.

 

TJEK TRAILER FOR ”L’ESPRIT DE L’ESCALIER 99-13” her:

http://www.youtube.com/watch?v=efZMuUWV9NE

Køb albummet fysisk her:

Køb albummet digitalt her:

Juncker

Juncker

Min sangskrivning har altid handlet om at prøve at komme tæt på ægte følelser, også den mørkere slags. Derfor udspringer denne plade også fra et dybt personligt sted. Nogen tager i sommerhus i en weekend eller på sangskrivercamp med 44 andre på en fjern ø, hvor de drikker rødvin og skriver sange om forelskelser, der aldrig har fundet sted. Det kunne jeg aldrig drømme om. Nok drikker jeg rødvin, men mine sange skabes i et dybt udemokratisk rum med afsæt i mine egne erfaringer med livet. Derfor har min kamp for at komme ud af mørket også sat dybe spor på min nye plade. Jeg skulle helt ind i mørket for at genfinde mig selv, det legesyge, modet og håbet om, at alt nok skulle blive godt igen.

Én ting er at overleve livstruende sygdom på intensiv, én anden er den tid, der følger. På sygehuset skal de nok hjælpe dig. Men når du i en måned har længtes hjem, og håbefuld står for foden af dit eget hus og knap kan løfte dine fødder over dørtrinnet, så rammer mørket og den virkelige kamp. Her troede man, at man skulle hjem til alle sine livretter, kysse på konen og bare spille 500 i en uendelighed med sine unger. Virkeligheden blev lidt en anden, og kampen for at genvinde livet altoverskyggende. Mørket flyttede i en periode ind som logerende i vores hjem. Det føltes uoverstigeligt, men med tiden åbnede sig gradvist et lysere og mere taknemmeligt sind i mig. Jeg havde fået en mørk gave, kan man sige. Men Gud, hvor var jeg dog i en lang periode deprimeret over ikke at kunne leve det liv, som jeg havde kæmpet for ikke at miste.

Pludselig sad man der medicineret, gik til ældregymnastik og på vejrtrækningshold – og kunne ikke engang læse en tegneserie, fordi man var så smadret i hovedet. Jeg havde udsigt til permanente lungeskader, fordi en eller anden havde slået en skid i hovedet på mig nede i Fakta, min venstre arm hang som en vissen blomst, og jeg kunne ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle synge og spille guitar igen. Mine nærmeste familie og venner løftede mig tilbage. Jeg følte mig som en pakke hakkekød, der var blevet taget ud af fryseren og langsomt tøede op. Med tiden fik jeg gennemført alle de aflyste og udskudte koncerter og udgivet to albums det kommende år. Det hele lå jo klart inden, jeg brændte sammen. I starten kunne jeg nærmest ikke gå efter de første koncerter. Jeg var så udmattet og sad som en gammel mand tilbage i tourbussen, når bandet smed klunset ved Nyborg strand, hvor vi plejer at tage en dukkert på vej hjem fra sommerjobs. Jeg havde simpelthen ikke kræfter til at gå gennem sandet. Tankerne drev som tjære gennem mit sind, og blev til sorte sange, som alligevel med tiden åbenbarede en form for håb.

Jeg har hovedsagligt produceret pladen hjemme. Dels kunne jeg ikke overskue verden. Men vigtigst af alt syntes jeg, det mere umiddelbare, rå og upolerede udtryk, som jeg kunne skabe hjemme, gik perfekt hånd i hånd med den ærlighed i mørkets skramlen, som jeg gerne ville sikre i det musikalske univers.  Og det viste sig også hurtigt, at det gav mig mulighed for at afsøge udtryk og legende konstruktioner på en helt anden måde, end jeg har gjort før. I dag lægger jeg gerne hovedet på blokken for mit mest ufiltrerede og eksperimenterende album ever. Jeg har ikke længere noget at være bange for. Jeg føler mig lettere end nogensinde – Katarsis!? Og det er min vigtigste erfaring fra den periode, at i det dybeste hul, er der et lys – en nattergal, der synger et sted derude. For den findes, fandeme! Jeg har endda fået et fuglehus af min mor i julegave.”

“Nattergalen Findes” udkommer d. 14. april 2023 på CD, LP og Digitalt, og kan bestilles her: targetshop.dk/juncker

Christian Juncker (f. 1975) debuterede i 1995 med gruppen Bloom. Har som Juncker har udgivet de fire albums ”Snork City” (2004), ”Det Sort-Hvide Hotel” (2006), ”Pt” (2007), ”Noia Noia” (2012) og et album med genindspilninger ”L’esprit de la escalier” (2014).

Fik senest bred succes med nummeret ”Havana” i 2014, der var kendingsmelodi til rejseprogrammet ”Med Kurs Mod Fjerne Kyster”, der fulgte Mikkel Beha Erichsen og familien på en 3 år lang sørejse jorden rundt.

Juncker nyJuncker nyJuncker2013-forsidecover_1400x1400Juncker foto 20161 - 85_SH2 - 85_SH3 - 85_SH4 - 85_SH