Tag: 2025

DANIEL JUL – Verdens Mindste Original

Release 24 oktober-25

Fra Brønderslev til Brønshøj: Daniel Jul udgiver albummet ’Verdens Mindste Original’ i CD, LP og digitale formater

Med sit tredje album åbner Daniel Jul et ærligt kapitel i sit virke som sangskriver. ’Verdens Mindste Original’, der udkommer d. 24. oktober på Target Records, er et album om at finde friheden i almindeligheden, fortalt gennem små historier spændt ud mellem opvæksten i Brønderslev i Nordjylland og hverdagen i Brønshøj, hvor Daniel Jul bor i dag.

Almindeligheden som styrke

Mens mange kæmper for at skille sig ud, hylder Daniel Jul det at turde være almindelig. ’Ver-dens Mindste Original’ er et opgør med tanken om, at man skal være noget særligt for at være god nok. Albummet handler om den stille tvivl, der melder sig, når alle andre synes at vide, hvem de er – og om friheden i at lade være med at prøve.

”I lang tid havde jeg svært ved at finde ud af, hvem jeg egentlig var som musiker. Eller bare som menneske. Jeg fik tit at vide, at jeg lød som Allan Olsen eller Poul Krebs – og det var ment som ros. Men jeg kunne mærke, at det satte sig et sted i mig som tvivl. Måske fordi jeg begyndte at tro på, at jeg burde være en anden, før jeg kunne være god nok”, fortæller Daniel Jul.

Fortællingerne på albummet spænder fra barndommens gader i Nordjylland til solskinnet over Tingbjerg Ground i Brønshøj, hvor voksenlivet nu udfolder sig.

”Jeg voksede op blandt mennesker, der ikke sagde så meget, men mente det, de sagde. Den stilhed har jeg taget med mig ind i sangene”, tilføjer han.

Små historier med store følelser

Sangene rummer både melankoli og håb. Her er stille øjeblikke, hvor frygten for fremtiden sætter ord på de dumme drømme, der vækker én badet i sved. Her er kærlighedserklæringer, der løfter og giver mod til at gå hele vejen. Og her er snapshots af ungdommens byture og hverdagsdrømme, hvor John Lennons stemme bliver en følgesvend i usikre tider.

Musikalsk er albummet præget af organiske, håndspillede instrumenter med den akustiske guitar som gennemgående rød tråd. Stemningen er ofte melankolsk, men aldrig uden en sprække af lys, hvor håbet får lov at sive ind og farve hverdagen i forstaden.

Indspillet med Jonas Breum i Møllehavegaard

’Verdens Mindste Original’ er skrevet og indspillet i tæt samarbejde med Jonas Breum i hans studie Møllehavegaard i Ramløse, hvor stilheden og den enkle ramme har præget processen. Albummet er mixet og produceret af Jonas Breum og mastereret af Jakob Groth i Medley Studios.

Om Daniel Jul

Sanger og sangskriver Daniel Jul er opvokset i Nordjylland men bor i dag i Brønshøj. Han har markeret sig som en nærværende fortællerstemme på den danske musikscene med sine dansksprogede udgivelser ’Agenda’ (EP, 2019), ’Langt Fra København’ (2021) og ’Neonfisk’ (2023) – sidstnævnte skabt i tæt samarbejde med Juncker og rost af både landsdækkende og lokale medier. ’Verdens Mindste Original’ er hans tredje album og udkommer d. 24. oktober 2025 på Target Records (CD, LP & digitalt).

JUNCKER – Fremmed For Det Medte

JUNCKER – “Fremmed For Det Medte”

Pre-order

Release 12 september-25

Signed autograph cards with all pre-orders at Targetshop.dk or Target’s Bandcamp

Han er midt i livet og oplever stadig at stå udenfor. Men med musikken inviterer han indenfor – i et rum bygget af legesyge, skarpsind og følsomhed.

Siden det folkelige gennembrud med debuten Snork City (2004) og indtil Nattergalen Findes (2023) har Juncker igennem årene begejstret både publikum og anmeldere med sine samfundsrevsende, humoristiske og melankolske sange. Nu kommer albummet Fremmed For Det Meste, som markerer en ny kunstnerisk retning og har givet ligeså meget plads til overraskende eksperimenter som det gode hook og stærke omkvæd.

“Jeg har lavet en plade, der på alle måder tager udgangspunkt i min egen fremmedgørelse. Alt i verden virker så overdrevet og alligevel så underfrankeret. Jeg kan simpelthen ikke følge med. Jeg forstår ikke den massive brug af autotune, alle krigene og TikTok, eller hvorfor der skal en Twix oven i din donut. Mine nye sange udspringer fra følelsen af spændet mellem mig og verden, min fortid og nutid.”

For Juncker har sammenstødet mellem fortid og nutid altid været en fast følgesvend i musikken.

“Med mine barnsben godt plantet i underklassen i Odense kender jeg alt til at føle mig fremmed – og uønsket. En følelse, der ikke forsvinder, selvom man gennem årene er kravlet op til middelklassen med stakit, kernefamilie og en klog brille. Man hænger i – og hænger samtidig til tørre. For hører man nu også til? Ikke rigtigt. Hverken i underklassen eller middelklassen – hverken i de stereotypt maskuline værdier eller i boheme-hørbuksen”.

Musikalsk er Fremmed For Det Meste både eklektisk og helstøbt – et forsøg på at forene playlistens fragmenterede og lystbetingede natur med albummets klassiske sammenhæng og værkhøjde. Genrer, stemmer og virkemidler bliver taget ind og forvandlet fra at være fremmedelementer til at skabe helheder. Og den musikalske outsider flytter på den måde ind i et sammenbragt fællesskab.

”Her midtvejs i livet troede jeg, fortiden ville være passé. Men jeg er i stedet landet i en cyklus af paradokser. På mange måder er det her min mest progressive plade – men selv hér har jeg hentet brændstof i fortidens små opladestationer. Jacob Frøhlich, som spillede guitar i mine gamle bands – Bloom og Junior – deler jeg studie med i dag, og jeg kan mærke, at mit gensyn med ham har fyret gevaldigt op under min fandenivoldskhed og resterende ungdommelige mod og legesyge”.

Åbningsnummeret Hvis Du Ville er med sin upolerede lyd og enkle arrangement en blid introduktion til hele pladens tema: at føle sig fremmed for det meste, midtvejs i livet, i en verden, der koger over af konflikter – med en drøm om, at vi stadig kan redde noget gennem dialog og håb.

JUNCKER – Television

JUNCKER –”Television”

Pre-order

Release 11 maj-25

TELEVSION er en serie af sange, der på hver deres måde understøtter det fællesskab, udsyn og de minder, der skabes, når vi alle samles – bl.a. foran TV-skærmen. Sange, der aldrig er udgivet samlet, fysisk. 

Jeg husker selv tydeligt, hvordan jeg og mine brødre sad klinet til skærmen, da Nordkaperen gled hen over skærmen og tog mig med på eventyr. Det har derfor været et ekstra stort privilegium at få lov at skabe sange til Mikkel Beha og hans families TV-programmer, herunder Havana, Wallenberg m.fl og ikke mindst fortolkningen af Troels Kløvedals ”Kærlighed til København”, som Lasse & Mathilde oprindeligt lavede musik til. Selveste Kaptajn Kløvedal reciterer da også sin egen tekst i sidste vers (AI).

Dansk Melodigrandprix var også et TV-event, som jeg elskede som barn og som affødte større diskussioner mellem mig, mine brødre og min mor. Jeg må desværre nok indrømme, min mor var bedst til at gætte, hvem der vandt. Hun sagde altid, at vi skulle lytte til melodierne, men vi var langt mere optaget af at bedømme de klamme bukser, de mærkelige briller, den kiksede hat og den slags. Men da jeg selv for et par år siden fik mulighed for at deltage, greb jeg chancen og optrådte i mit eget tøj med en indædt tro på, at teksten og den gode melodi i ”Kommet For At Blive” nok ikke ville vinde, men at den alligevel ville betyde noget for nogen – dér på den anden side af skærmen.

Efter mit modbydelige ”Corona-eventyr” for nogle år siden, skrev jeg sangen ”Jeg Kommer Hjem” til TV2-programmet ”Det Bliver Godt Igen” dedikeret til Det Danske Sygehusvæsen og i anledningen af 1 maj 2024 udgav jeg sangen ”Under Samme Himmel Over Samme Jord”, som i et kort glimt blev TV-transmitteret direkte fra Fælledparken.

En TV-oplevelse med Andreas Mogensens tilbagevenden til jorden for et års tid siden blev inspiration til singlen for mit kommende album, og derfor har jeg valgt at inkludere sangen på TELEVISON. Sangen hedder Astronaut Mogensen, og Hervé Toure, som deltog i dette års MGP, rapper på fransk på nummeret.

TELEVISION samler nogle af de sange, som jeg skaber imellem albumudgivelser. Og som ikke altid når at blive udgivet fysisk. Jeg har det nok også lidt sådan, at det er som om mine sange slet ikke findes, hvis de ikke også udgives i fysisk form. Måske fordi jeg nærmer mig de halvtreds år og er vokset op med kassettebånd, LP´er og flow/slow-TV.

TELEVISION udkommer d. 11 april på turkis vinyl (200 eks.), sort vinyl (200 eks.), CD & digitalt.

Alle forudbestillinger via den officielle webshop signeres personligt af Christian Juncker : https://targetshop.dk/juncker/

DECORATE. DECORATE. – A Sun

DECORATE. DECORATE. –”A Sun”

Stream

Release 11 marts-25

“Who wants to be clean at nineteen?”

I 2007 tog DECORATE. DECORATE. den alternative rockscene med storm med deres syleskarpe, symfoniske lydlandskaber og elektrificerende liveoptrædener. I en tid domineret af Myspace gik bandet fra at være ukendte til at toppe Det Elektriske Barometer i otte uger i træk, spille på Roskilde Festival og fortrylle publikum over hele landet. Deres poetiske tilgang til post-punken brændte klart – men alt for kort – og sluttede blot tre år efter deres begyndelse.

Nu er de endelig tilbage.

“I’ll reflect the light of your woven hands
as they caress the surface of my only skin.”

Efter mere end et årti adskilt blev den oprindelige besætning genforenet, nu med Kristian Nygaard Olsen (tidligere Oh No Ono, Christian Hjelm) som en del af holdet, for en enkeltstående reunion-koncert på Loppen. Foran 400 hengivne fans i et sveddryppende, ekstatisk spillested stod det klart – Decorate. Decorate. havde stadig noget at sige. Den erkendelse førte dem til Grapehouse Studio med producer Brian Batz, hvor de begyndte at forme deres kommende fuldlængdealbum, “CLEAN”.

1. SINGLE: “A SUN”

“A Sun” reflekterer over religionens aggression og insisteren på et liv uden en imaginær enhed – hvor kun solen holder os i live i en gudløs verden. De voldsomme guitarstød og de dybe, rungende trommer understreger sangens mørke tematik. Og alligevel insisterer prædikanterne på, at “the club is open”.

Den er det ikke.

HERVE TOURÉ – Allez Allez

HERVE TOURÉ –”Allez Allez”

Stream

Release 7 februar-25

Sanger og sangskriver, Hervé Toure, indtager Dansk Melodi Grand Prix 2025 med sangen “Allez Allez”, der trods den franske titel er årets eneste sang, som bliver sunget på dansk. 

Hervé har skrevet “Allez Allez” sammen med Jakob Groth og Christian Juncker, der blandt meget andet står bag titelsangen ”Havana” fra tv-programmet ”Kurs mod fjerne kyster”, radiohittet “Mogens og Karen” og “Kommet For At Blive” fra Dansk Melodi Grand Prix 2022. I år er det dog Hervé Toure, der er frontfigur og dét glæder han sig til.

”Som barn var Dansk Melodi Grand Prix et samlingspunkt for min familie, og ”Smuk som et Stjerneskud” gik lige i hjertet. Det bliver en drøm at stå dér på scenen i Jyske Bank Boxen. Jeg håber at bringe folk sammen og inspirere alle til at tage hånd om deres eget liv.”

Hervé Toures bidrag til Dansk Melodi Grand prix, “Allez Allez”, handler om at bruge sin indre styrke og finde viljen til at overvinde de forhindringer, som man møder på sin vej igennem livet. Samtidig er sangen en hyldest til – og troen på – at alle kan være med til at forme sin egen skæbne, præcis som Hervé og hans familie selv måtte, da de forlod Elfenbenskysten for først at havne flere forskellige steder i Europa, inden de endte i Danmark.

”Jeg er ikke bundet af nationalitet. Jeg er stolt af mit ivorianske ophav, men jeg er også dansker. Faktisk kan jeg føle mig hjemme overalt i verden. Jeg skiller mig altid ud, uanset hvor jeg kommer hen. Det er en gave, som har født min tro på, at alt kan lade sig gøre”.

Det er ikke kun geografisk Hervé føler sig hjemme i hele verdenen – det er i den grad også musikalsk. Allerede i opvæksten fyldte verdensmusikken meget hos Hervé, som holder af alt fra Kim Larsen til Alpha Blondy til Stromae til Miles Davis. Det brogede musikalske kludetæppe er måske i virkeligheden et meget godt billede på ALT dét, som nu Hervé står på skuldrene af og nu fører ham til Dansk Melodi Grand Prix.

Hervé Toure drømmer både nat og dag. Og han fører drømmene ud i livet. I lang tid arbejdede han f.eks. på en støvsugerfabrik om natten for at vinde tid til sine mange projekter, når solen stod op. Og projekter, og ikke mindst talenter, er der nok af. Hervé har f.eks. tidligere været professionel fodboldspiller i den franske 3.division og derudover har han også foldet sine talenter ud på Det Kongelige Teaters skrå brædder i ”Arven”, som i 2023 vandt en Reumert.

(C) Target Records / Target Group (P) Target Tunes