Milevidt

Milevidt er et dansk indie rockband der har fokus på de jordnære, dansksprogede tekster, som tager udgangspunkt i deres hverdag. Sangene understøttes af melodiske guitarfigurer samt groove fra trommer og bas der udgør det fulde lydbillede. Derudover kan man forvente en håndfuld hidsige guitarsoli, og en god stemning på scenen, der uundgåeligt breder sig ud til publikum. Bandet blev dannet i sommeren 2018, hvor forsangeren Benjamin Lykkehus og bassisten Jonas Hald tomlede sig fra Aabenraa til Skagen med deres akustiske guitarer som gademusikanter. I foråret 2019 var tiden inde til at udvide gruppen, og el-guitaristen Sune Danger samt trommeslager Lasse Kofoed blev nu en del af bandet. I februar 2020 var bandet i studiet hos Nikolaj Nørlund i Sauna Recording Studio, hvor de indspillede deres selvbetitlede EP.

Nikolaj Nørlund:
“Milevidt har imponeret mig siden de i nattens mørke efterlod en CD (hvem bruger CD’er?) i min postkasse. De har den rette kombination af mod, evner, ungdom, talent og poesi. Glæder mig til at følge dem fremover.”

“Sangenes overordnede tema er velsagtens det ‘at miste’. Det kan lige såvel være fællesskaber, som én man har haft kær. De fem sange prøver dog alle at sige noget forskelligt om dét at miste – nogle gange er det lettere at acceptere en ændret situation, mens det andre gange kan være mere frustrerende. Jeg tror grunden til, at netop dette tema er tilbagevendende på denne EP er, at vi pludselig nåede en alder, hvor vi alle sammen for første gang oplevede, hvordan noget ikke længere var som før.”  – Udtaler forsanger Benjamin Lykkehus.