Den syvende søn
Med 4 nye sange og remasterede udgaver af udvalgte sange fra bagkataloget udgiver Den Syvende Søn nyt album. Albummet udkommer først til vinylsamlerne og siden på streamingtjenesterne.
Den 3. maj får vinylsamlerne mulighed for at skaffe sig det kommende album med Den Syvende Søn, halvanden måned før albummet udkommer digitalt, for her slipper bandet vinylversionen løs i butikkerne og til koncerterne. Det kommende album får titlen ”Når Mængden Svinder Ind”, og er et opsamlingsalbum med 4 nye sange.
Da bandet udgav deres seneste album ”Alt På Spil”, tog karrieren fart, og det er gået op for bandet, at de efterhånden har opbygget et større fast publikum. Efter duetterne med Mathilde Falch og den gribende ”En sidste sang”, hvor bandets sanger, Michel og hans far Peter Belli, synger sammen, er der kommet en stor del nye lyttere til. Både ”Alt På Spil” fra 2023 og albummet ”Trods” fra 2020 er helt udsolgt.
Derfor har Den Syvende Søn besluttet at lave en opsamling, som de krydrer med fire nye sange. På den måde kan nye lyttere få en overskuelig tilgang til bandets bagkatalog, og det faste publikum får nye sange.
Faktisk er det også for bandets egen skyld, at de udgiver nye sange. Der sker hele tiden nye ting, som inspirerer bandet, og de vil ikke lade en chance for at lave nye ting gå spildt. Michel, der skriver sangene og denne gang med Jonas Breum, fortæller om de nye sange:
”Jeg skulle mødes med Jonas Breum og skrive, men jeg kunne mærke, at det var svært at lave tekster. Jeg sagde til Jonas, at vi var nødt til at skrive en sang til min far, før vi kunne komme videre. Vi skrev ”Det går godt”, og det var først efter, at jeg havde skrevet de andre sange, at jeg spillede den for drengene i bandet. Jeg havde i første omgang skrevet den mest for min egen skyld. Da drengene havde hørt den, var der ingen tvivl om, at vi skulle indspille den og at den skulle med på albummet. Da den var skrevet, foreslog Jonas at skrive en kærlighedssang, så vi skrev ”Kom Nu” og til sidst ”Et Liv”.
De fire nye sange er en sang til min far, en sang til min kone og en sang til alle jer andre. Den sidste sang er en genindspilning af min fars ”Morgenstund har guld i mund”.
Det er naturligt at Peter Bellis død har betydet en del for Den Syvende Søn. Michel søn af Peter, og bandet har i flere omgange samarbejdet med Peter Belli. De spillede også til hans begravelse. Derfor har Den Syvende Søn valgt at kippe med hatten og genindspille ”Morgenstund har guld i mund”.
De 4 nye sange er indspillet i Ramløse i januar 2024, hos Jonas Breum, der også har været med til at skrive tre af sangene. Jonas har været med til at producere og Mads Brinch har mixet sangene. Alle sangene fra bagkataloget er remastered af Brian Mørch i 2024.
”Når Mængden Svinder Ind” udkommer på vinyl den 3. maj og derefter på alle digitale streamingtjenester den 14. juni. Bandet er netop nu i gang med en omfattende Danmarksturne, og kan opleves over hele landet.
Vinylen kan forudbestilles hos Target Records via dette link
Den Syvende Søn er:
Michel Belli, vokal
Adam Winberg, trommer
Tobias Winberg, bas
Mads Jensen, keys
Mikkel Grue, guitar