.
Target Group

Rum 37

 
RUM 37 TILBAGE MED NYT EFTER TRAGEDIE I BANDET.
 
Rum 37’s kommende album hedder “Guldstol mod yderste kaj”. Et album der under indspilningerne tog en tragisk drejning, da trommeslager, Mikkel Lumbye, pludselig døde efter kort tids sygdom. Mikkel blev 37 år. Ny single “Caligula” ude nu.
 
Mikkel’s dødsfald har betydet, at albummet på den ene side er blevet et sorgbearbejdende requiem. Og på den anden side et fanden-i-voldsk frihedsskrig der omfavner det dekadente og lystfyldte. Det har rettet opmærksomheden mod, hvad der giver livet mening. Hvad gør du med dit liv? Hvad stræber du efter og hvordan opnår du det?
 
“Guldstol mod yderste kaj” kredser om disse temaer. Hvad stiller man op som bandmedlem, når ens trommeslager og bedste ven pludselig dør? Begreber som venskab, loyalitet og glæden ved at skabe musik får en helt ny betydning.
 
For at fastholde de nære værdier har Rum 37 allieret sig med flere af bandets tætte musikalske samarbejdspartnere. Processen med at færdiggøre albummet er dermed blevet en kollektiv konfrontation med den sorg, Mikkels omgangskreds har gennemlevet, siden han gik bort d. 26. november 2014.
 
Albummets tematiske omdrejningspunkter spænder vidt. Fra 1. singlen “Caligula” om den kompromisløse lyst til at leve livet i nuet, over sange som “Kalifornien” og “L.L.R.”, der sætter spørgsmålstegn ved den materialistiske hengivelse og magtelitens umoralske handlinger. Til “Svanerne sang” som kredser om kompleksiteten ved det faktum, at vi alle en dag skal dø.
 
Rum 37 glæder sig til at præsentere albummet “Guldstol mod yderste kaj”, der udkommer på Target Records d. 27. januar.
 
Rum 37 har tidligere udgivet albummet “Mellem rum” og EP’en “Rum 37”, og spillet Spot Festival og Roskilde Festival.
 

Copyright 2017 © | Target Group ApS | info@targetgroup.dk
Google+