.
Target Group

Juncker

JUNCKER TILBAGE MED NYE BIVIRKNINGER


Det er en hård og modsætningsfuld tid, vi lever i. Fronter trækkes skarpt op, holdninger polariseres i ekstrem grad og den minoritet, der ikke føler sig skråsikre i sin sag, oplever i stigende grad følelsen af at være fanget som den famøse lus mellem to negle. Dag for dag vokser fornemmelsen af, at det fundament vort samfund bygger på, smuldrer. Vreden, hadet og angsten eroderer værdierne og de såkaldt folkevalgte politikere puster med galopperende uansvarlighed til ilden, det bedste de har lært.

Nutidens højspændt negative energier står centralt i Junckers tekstunivers på albummet Bivirkninger, årets modigste og mest relevante dansksprogede udgivelse. Ikke for det – han giver ingen svar. Juncker står som sangskriver ved sin tvivl, sin vrede og sin rådvildhed i tidens inferno, hvor dialog er skrottet til fordel for den gensidige sviner og et debatniveau, der tilsyneladende ikke kan blive lavt nok.

Fanget mellem højrefløjens aggressive fladpandethed, liberalismens klapjagt på de svage, islamismens middelalderlige udsyn og gangstermetoder samt venstrefløjens trykkende politiske korrekthed er positionerne kogt ned til ’landsforræder’ på den ene side og ’nazist’ på den anden. Ikke synderligt konstruktivt, men bestemt angstprovokerende. Juncker sætter ord på nogle af de ting, det ikke er salonfæhigt at lufte offentligt. Og han gør det på et klart og tydeligt dansk, som er både imponerende, præcist og frygtløst.

De voldsomt ætsende tekster på Bivirkninger er parret med stærke, gennemkomponerede melodier af ypperligste slags. Sangskrivningen er knivskarp hele vejen igennem og så synger Juncker bedre end nogensinde. At han mener hvert eneste forbandet ord, skal der ikke herske tvivl om. Bivirkninger er et album i ordets allerbedste forstand, idet den ene sang kommenterer og uddyber anden, her er kontinuitet og afveksling fra første til sidste tone.

Dette skyldes i høj grad det lykkeligt frugtbare samarbejde produceren Henrik Balling, som tog sin begyndelse med det mesterlige album Noia Noia (2012), og nu kulminerer her på Bivirkninger, det musikalsk fornemst forløste værk i Junckers diskografi.

For produktionen fremhæver forbilledligt sangenes iboende drama og uddyber og nuancerer det stærke melodimateriale. Den elektroniske tilgang er denne gang nedtonet en smule til fordel for et mere rocket udtryk, hvor hvert ord og dets betydning står knivskarpt.

Vi lever i en tid, hvor ingen længere hører hvad andre siger. Men tag og lyt til Juncker. Han er værd at lytte til.

**

Christian Juncker (f. 1975) debuterede i 1995 med gruppen Bloom. Har som Juncker har udgivet de fire albums ”Snork City” (2004), ”Det Sort-Hvide Hotel” (2006), ”Pt” (2007), ”Noia Noia” (2012) og et album med genindspilninger ”L’esprit de la escalier” (2014).

Fik senest bred succes med nummeret ”Havana” i 2014, der var kendingsmelodi til rejseprogrammet ”Med Kurs Mod Fjerne Kyster”, der fulgte Mikkel Beha Erichsen og familien på en 3 år lang sørejse jorden rundt.


Juncker nyJuncker2013-forsidecover_1400x1400Juncker foto 20161 - 85_SH2 - 85_SH3 - 85_SH4 - 85_SH

Copyright 2017 © | Target Group ApS | info@targetgroup.dk
Google+