Gæsterne

Christian Juncker og Jonas Breum inviterer lytteren på formørket festpop på singleudspillet ”De Livskloge & Dem På Violin”, der er sangskrivernes fælles debut som live-aktuelle GÆSTERNE.

Christian Juncker og Jonas Breum er to af landets mest erfarne sangskrivere. Bag sig har de en lang række hits i eget navn samt som co-writere for andre. For et halvt års tid siden rodfæstede den fælles lyst sig i et nyt samarbejde – og nu slår GÆSTERNE sig så løs på et nyskrevet nummer.

Det swinger og buldrer på ”De livskloge og dem på violin”, men bag det tæmmede, kreative kaos, ligger en klinisk observation af den danske folkesjæl i 2020. Og en advarsel. For sangteksten byder på en stiv langemand til krænkelseskultur og klagesyge – og en kærlig opfordring til at sænke skuldrene og være sig selv.

”Vi danskere har fået alt, alt for travlt med at være rigtige”, siger Jonas Breum, den ene af Gæsterne. ”Være rigtige overfor vores børn, dyrke den rigtige karriere, drikke de rigtige øl, bo i den rigtige lejlighed. Vi er gået amok i det der rigtige, og det skaber en forskrækket stemning, hvor vi render rundt som forvildede og siger Er du okay? til os selv og får en forvokset bevidsthed om vores egne evner og rettigheder. Det er røvkedeligt.”

Christian Juncker, den anden af Gæsterne:

”Nogle gange er det som om mennesker skal være dødeligt syge for at forstå hvad livet går ud på. Det er det, De Livskloge & Dem På Violin handler om. Med Gæsterne er vi musikalsk og menneskeligt bare os selv. Vi gider ikke være rigtige. Den der jagt efter rigtighed giver knuder i maven. Man får kræft af det der ræs efter rigtighed.”

Alle vil være artister. Ingen vil være Gæsterne.

Om navnet Gæsterne siger Christian Juncker: ”Alle vil være hovedpersoner. Alle vil være artister. Men vi er jo ikke noget uden hinanden eller uden et publikum. Så vi vil gerne være Gæsterne. Vi vil gerne komme på besøg. Faktisk kunne vi finde på at have en erkendtlighed med til publikum, en sammenplantning eller en æske chokolade fra tanken.”

2020 byder på flere udspil fra Gæsterne, der allerede turnerer med deres sange rundt om på spillesteder, i forsamlingshuse og hvor danskerne i øvrigt slår dørene op, når Gæsterne banker på.

Fakta

Christian Juncker er manden bag hits som Havana, Mogens & Karen og senest omklædningsrumsbaskeren, holdsangen for Brønshøj Boldklub. Han evner både at høste 5-stjernede anmeldelser i hovedstadsbladene og få stående ovationer i jyske forsamlingshuse – en sjældenhed blandt danske artister.

Jonas Breum er som solo-artist kendt for P3/P4 singler som Fjendemin og Det Største Røvhul. Den Steppeulv-nominerede sangskriver har tidligere indspillet og udgivet med Coolsville og BREUMM. Andre danske hitkunstnere nyder godt af hans melodier, ligesom han har skrevet salmer til Folkekirkens Kirkesangbog.

WEB